MIG, MIG OG LIDT MERE OM MIG

Nu starter jeg på noget, som jeg havde lovet mig selv ALDRIG ville ske. Jeg vil absolut ikke være en af dem, som mente at hele min omverden synes det er spændende at læse om mit totalt gennemsnitlige liv. Jeg ville umiddelbart selv tænke…. ”Endnu en røvsyg, kikset, nybegynder blogger…….”. MEN jeg vil IKKE være blogger, og jeg ved ikke om jeg forsætter med det her. Det er for mig fuldstændig ligegyldigt om der er 3 eller 3000, som læser med. Det er der er vigtigt for mig er at hjælpe andre. Jeg fejler ikke nogen spændende psykiske eller fysiske sygdomme, men jeg mødte i min gymnasietid et menneske, som bevidst valgte, at udsætte mig for noget, som ingen skal igennem.

Før jeg fortæller min historie, så er det vigtigt for mig, at I forstår hvem jeg er og hvad jeg kommer fra. Som sagt er jeg 21 år, bor i Næstved og læser til dagligt til lærer.  Lærer er den tredje uddannelse jeg er i gang med. Ja, jeg kunne sgu ikke rigtig vælge, men NU er jeg endt på den rette hylde. Jeg skal hverken være jordmoder (HADER blod og knogler- så super dårligt valg fandt jeg ud af), markedsføringsøkonom (jesus- christ hvor var det kedeligt). Jeg skal lave noget, hvor jeg lærer fra mig. Det har jeg egentlig vidst hele mit liv, men jeg har altid været overbevist om, at jeg skulle være økonomisk uafhængig, og det bliver man ikke ligefrem af lærerjobbet, meeeeeen man bliver klogere OG ÆLDRE! Det her er jo kun det overfladiske, for hvem er jeg egentlig? Jeg kommer fra den perfekte kernefamilie. En far og mor som trods 28 år sammen stadig er lige så nyforelskede. En lillebror som har været lige så irriterende, som en lillebror skal være. Dog tror jeg, at jeg har været mindst lige så irriterende. I dag er han næsten 18 år, og et af de sejeste mennesker jeg kender. Jeg er omringet af tætte veninder, som jeg ved altid vil træde til. Jeg bor faktisk også sammen med en af dem. Vi bor i en stor lejlighed midt i byen. I lejligheden bor også min hund Alba. Alba har jeg haft de sidste 3 år.  Udover at læse, så laver jeg præcis de samme ting, som alle andre på 21 år. Jeg er sammen med mine venner og veninder, bruger tonsvis af penge på café og restaurantbesøg……… og så videre. Jeg har altid haft mange venner og veninder. Jeg har aldrig været hende, som blev holdt udenfor. Jeg har været hende, som venner og veninder søgte når de havde brug for et godt råd. Så derfor. Hvorfor lige mig? Hvorfor skulle det lige gå ud over mig? Jeg havde jo ikke gjort noget? Det finder jeg aldrig svar på, for det findes ikke. En ting blev dog klart for mig i den periode. Man behøver ikke altid være så skide glad. Det er okay, at være ked af det!

Kærlig hilsen

Caroline